Ny hjemmeside

Udgivet den 25. september 2019
Charlotte Faber Fischer

Charlotte Faber Fischer

Cand.ling.merc. | MA | Certificeret translatør | Oversætter | Korrekturlæser | Layouter | Webdesigner på hobbyplan

I august i år fyldte min virksomhed 6 år, og jeg har benyttet lejligheden til at give min hjemmeside en mini-makeover. Jeg syntes, den trængte til det, og jubilæumslykønskningerne på LinkedIn gav mig det ekstra skub til at komme i gang … og så er det jo ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide at nørkle med den slags. Det er en dejlig afveksling fra oversættelse, korrektur og layout, som er det, jeg beskæftiger mig med.

Er der overhovedet noget nyt?

Ja da! Mens farver, placering og tekst har fået et løft, er det mest banebrydende feltet i toppen, hvor der er gjort plads til nyheder. Siden er stadig bygget på en-sides-princippet, hvor du kan scrolle ned gennem indholdet eller benytte linkene i topmenuen. Det er særligt egnet til en hjemmeside som min, som ikke er så indholdstung. Der er også link til en engelsk version – naturligvis.

I toppen vil der løbende komme nyheder om løst og fast dog primært med afsæt i de emner, som jeg kommer i berøring med i min virksomhed. Det kan handle om oversættelse, sprog (måske lidt finurligheder fra dagligdagen) og layout, men intet ligger fast, og siden får lov til at udvikle sig.

En responsiv hjemmeside (som det jo hedder)

Jeg har lavet min hjemmeside i et WordPress-tema, som hedder Divi og er udviklet af Elegant Themes. Farver, billeder, typografi, ikoner, placering med mere er egne valg eller kreationer. Hjemmesiden tilpasser sig, så den vises pænt på smartphone, tablet og en helt almindelig stationær. Det er det, der i fagsprog hedder responsivt design.

Der testes!

Det responsive design testes på flere enheder. Det skal jo gøres ordenligt.

Man laver ikke en hjemmeside i en håndevending (note to self)

Det er nemt at lave en hjemmeside … øh, ja, hvis du ved, hvad du gør, og hjælpen ikke er langt væk!

Selvom min er en lille en af slagsen, har det taget tid. Det er svært at vælge platform, og der er mange om buddet: WordPress, Wix og Squarespace for blot at nævne nogle få. Valget faldt på Divi-temaet til WordPress, fordi det er alsidigt, og jeg dermed ikke er låst af en prædefineret skabelon. Jeg kan gøre præcis, hvad jeg vil.

Jeg nåede i mål ved hjælp af guidelines på webdesigner.dk og support fra Elegant Themes, som står bag Divi-temaet, samt ikke mindst min egen basisviden om farver og form og erfaring med Illustrator og Photoshop.

Så helt så super nemt og simpelt er det ikke. Særligt ikke hvis du gerne vil give din hjemmeside dit eget præg. Det kræver god tålmodighed, en kreativ åre og basisviden om hjemmesidedesign. 

Er du sikker?

Mod slutningen af processen havde jeg stadig ikke fået løst, at Chrome-browseren viste min side som en “Ikke sikker” side i toppen – og det er jo ikke lige det, man vil signalere som en professionel virksomhed. Jeg har løst det nu, men på billedet nedenfor, kan du se, hvordan det kan se ud.

Et screenshot fra mit subsite, som er under opbygning. Som du kan se, er siden ikke sikker. Prøv at teste din egen hjemmeside i Safari- eller Chrome-browseren.

“Ikke sikker” side i toppen – knap så fedt for en professionel virksomhed.

Bare rolig, der er hjælp at hente – jeg fandt hjælp her: Chrome skriver at min hjemmeside ikke er sikker?

Oversætter med en passion for layout

Jeg lever af at oversætte, men elsker at arbejde med layout og hjemmesidedesign i det små.

Det gør min forretning helstøbt, at jeg selv kredser om detaljerne, og som her har givet min hjemmeside lige præcis det look, jeg ønsker. Jeg håber, du kan lide, hvad du ser!

Send mig endelig ris og ros eller bare en hyggelig hilsen.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Charlotte

Hvis du har en kommentar til artiklen, er du velkommen til at sende mig en mail, se nedenfor.
Jeg har fjernet kommentarfeltet på grund af spam fra robotter, som forsøger at genere links til andre sider – virkelig træls!

Share This